El-prisen kommer bl.a. fra vindmøller

Prisen på el: Ved du, hvad der står på din el-regning?

Prisen på el bestemmes i bund og grund af udbud og efterspørgsel. I perioder med meget vind, produceres der – især i Jylland – meget strøm, og prisen er derfor lav. Er vejrforholdene ugunstige, kan vi være nødt til at købe el fra for eksempel norske vandkraftværker, og det får prisen til at stige.

Danmark er en del af det nordeuropæiske el-system, og derfor kan vi også få el produceret i for eksempel Sverige, Norge og Tyskland.

Børshandel

Den el, der produceres, handles på den nordiske el-børs Nord Pool i en slags døgncyklus:
Først oplyser systemansvarlige i hele Norden, hvor stort udbuddet er for det kommende døgn. Herefter sender el-selskaberne deres købsbud ind, og el-producenterne sætter deres el til salg. Nord Pool matcher så købs- og salgsbud og fastsætter priser for det kommende døgn under hensyntagen til den faktiske kapacitet (udbuddet).

På den måde når vi frem til selve prisen på el, afregnet per kWh. Hvis din virksomhed har en fastprisaftale, afspejler el-prisen på jeres regning naturligvis ikke den reelle markedspris.

Strømkilder til handel på Nord Pool

Lang vej fra producent til stikkontakt

Vejen fra vindmølle eller el-kraftværk og ud til din virksomhed er lang, og det er her, mange af de øvrige poster på elregningen kommer ind i billedet.

Nettarif

Energinet.dk står for drift og vedligeholdelse af den danske el-infrastruktur, og dette arbejde finansieres gennem nettariffen og systemtariffen. Det er en betaling for transmissionen gennem det overordnede net – el-nettets motorveje.

Når strømmen når ned i distributionsnettet ude i forsyningsområderne, er det de lokale netleverandører, der står for drift, vedligeholdelse og transporten gennem kabler og ledninger ud til virksomhederne. Dette arbejde betales også via en nettarif, som din lokale el-netleverandør modtager, efter SE Salg har opkrævet dem hos slutkunden. 

Offentlige forpligtelser

Posten ”Offentlige forpligtelser” dækker, som du kan læse om her, over PSO-afgiften. En afgift, der går til producenter af vedvarende energi.

Afgifter til staten

El-afgift og minimumsafgift er afgifter, som SE opkræver på statens vegne. De er i høj grad politisk bestemte, og ligesom PSO-afgiften kan de ændre sig løbende.

Det får den lokale el-netleverandør

Endelig betaler du abonnement til din lokale el-netleverandør. Prisen for dette bruges til at dække blandt andet administration, kundeservice, drift og vedligeholdelse af nettet. Din lokale el-netleverandør opkræver desuden et mindre beløb, som vi bruger til udvikling af miljøvenlig tiltag.

Det kan du få tilbage

Nederst på din regning fra SE, finder du en oversigt over muligheder for godtgørelse af afgifter. Hvis hele din virksomheds el-forbrug for eksempel går til produktion, får du godtgjort det meste af den post, der hedder ”El-afgift”. Hvis dit el-forbrug også går til varme, kan du ligeledes få godtgjort en del af det. Der gælder desuden andre regler for PSO-afgiften for virksomheder med et forbrug, der overstiger 100 GWh om året. Ligeledes får egenproducenter – altså virksomheder, der er delvis selvforsynende med el – en reduktion i PSO-afgiften. 

Har du spørgsmål?

Vi sidder klar til at hjælpe dig på 70115055 eller på erhverv@se.dk. Du er også velkommen til at bestille et opkald fra os - klik her og udfyld dine oplysninger. Vi kontakter dig hurtigst muligt.  

Har du spørgsmål?

Udfyld dine kontaktinformationer, så ringer vi til dig.
Eller du kan kontakte os på 7011 5055 eller erhverv@se.dk