Sikkerhedsarkitekt til Information Security

Vil du være garant for sikkerhedsarkitekturen i Danmarks største integrerede energi- og telekoncern? Brænder du for at arbejde med cybersikkerhed, og kan du se en spændende udfordring i at hjælpe med at udarbejde og implementere koncernens sikkerhedsarkitektur i hele forretningen? Så er det måske dig, vi søger som Sikkerhedsarkitekt til Norlys.

Sted: Esbjerg

Eniig og SE er fusioneret, og sammen er vi Norlys – Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Dermed ejer vi store dele af den kritiske infrastruktur, der sikrer kunderne el og bredbånd døgnet rundt.

I Norlys driver og beskytter vi derfor en væsentlig del af Danmarks mest kritiske infrastruktur i både vores tele- og el-divisioner og har dermed i  et stort samfundsmæssigt ansvar.

Som sikkerhedsarkitekt bliver du en del af Informationssikkerhedsafdelingen, der har det overordnede ansvar for informationssikkerhed. Vi er en afdeling med et højt aktivitetsniveau og med kontakt til alle dele af forretningen.

I stillingen som Sikkerhedsarkitekt har du ansvaret for koncernens sikkerhedsarkitektur, som du skal hjælpe med at udarbejde. Du bliver en del af vores dedikerede sikkerhedsteam på 9 mand og vil desuden indgå i Enterprise Arkitektur teams.   

Specifikt kommer du til at arbejde med at:

• Tage ejerskab af koncernens sikkerhedsarkitektur for både vores koncern, tele- og energiforretning

• Være en del af Enterprise Arkitektur-teamet og repræsentere sikkerhed

• Indgå i koncernens væsentligste projekter fx indenfor kritisk infrastruktur, hvor du sikre, at relevante sikkerhedsanbefalinger indarbejdes

• Deltage i andet arkitektur-arbejde i IT (fx ERP, Office 365 m.m.) og sikre, at sikkerhed bliver indarbejdet i eksisterende systemer

• Udføre sikkerhedsreviews af de mest kritiske systemer (defineret i samarbejde med forretningen)

Da du skal arbejde med kritisk infrastruktur i både vores tele- og energiforretning, er det en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom at du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Vær med i maskinrummet
Du forventes at have en passion og en solid forståelse for cybersikkerhed. Relevante certificeringer er et plus – specielt dem, som er hands-on.

Du skal arbejde tæt sammen med tekniske teams, og du skal føle dig hjemme i at snakke med om netværkstopologi, serverkonfigurationer og datastrømme. Du kan oversætte krav til actions og hjælpe med at få dem implementeret.

Du ved hvad en Microsoft Security Baseline er, du kan designe en sikkerhedsmæssig forsvarlig Azure AD/Office 365 platform, og du forstår forskellen på et IPS og en stateful firewall.

Du er ikke bange for at ”komme ud af stolen” og tale med mennesker i hele forretningen – og gør det proaktivt.

Du skal være i stand til at arbejde alene og ikke være afhængig af andre: du kan eksekvere selvstændigt.

Du er en ”people person” som kan holde hovedet koldt i stressede situationer og du kan forstå komplekse IT-problemstillinger. Du giver ikke op efter første forsøg, men er åben for at lære nye måder at gøre tingene på og finde en løsning.

Vigtigst af alt er du en ”getting things done” person som ikke er bange for nye udfordringer. Du formår at få afsluttet opgaverne; dine evner til at gå systematisk til værk, planlægge din tid og dine opgaver, sætte prioriteter og får tingene ført til dørs er vigtigere end kreative evner til at starte nye ting op.

Du er hands on og tager fat om tingene og får dem løst; du er mere problemløser end projektleder.

Lokalt, men med mange lokationer
Du vil have hjemme på kontoret i Esbjerg, hvor det meste af det dedikerede sikkerhedsteam sidder. Men da vi har mange lokationer (dog kun i Danmark) må du forvente en del rejseaktivitet. Primært til vores lokationer i Silkeborg og Århus, hvor du må forvente at skulle være en dag om ugen hvert sted.

Gode udviklingsmuligheder for dig
En spændende og udfordrende stilling i en top 50-virksomhed i rivende udvikling og en spændende branche i konsolidering. Du kommer til at spille en central rolle i Informationssikkerhed – en afdeling med dygtige specialister, hvor du får muligheden for at komme med på rejsen fra starten og sætte dit præg.

Hos os er der en naturlig sammenhæng mellem udfordringer, udvikling og succes. Vi er en organisation med højt til loftet, gode udviklingsmuligheder og konkurrencedygtige ansættelsesforhold med sundheds- og pensionsordning. Vi holder hinanden op på vores værdier, og vi tror på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Det er vores ambition at være en af landets bedste arbejdspladser.

Vil du med på rejsen?
Er du interesseret i at høre mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Informationssikkerhedschef Søren Maigaard på 40636343. Vi har brug for dig snarest, så send dig ansøgning hurtigst muligt her. Vi indkalder til samtaler løbende.

 

Søg stilling